Skattekammeret

Denne del af Frankrig omtales ofte som “Lille Provence”!

Solbeskinnet og med et spansk touch, har området været den strategiske grænse siden romertiden. Området omkring os har stolte traditioner, en dramatisk historie og en fantastisk kulturarv. Mens Aude er omgivet af Pyrenæerne i syd, de sorte bjerge i nord og den skønne Middelhavskyst i øst, er Axat omgivet af dramatiske klipper i op til 1000m højde.

Departementet er opkaldt efter den kystnære flod, som løber gennem departementet fra syd til nord…..og gennem Axat, kun et stenkast fra ferieboligen.

I 1200-tallet blev de asketiske katharer, som prædikede en kristendom indeholdende en ond skabergud og en god forløsergud, en trussel mod både paven og den franske konge, som satte et korstog i gang for at komme dem til livs! I dag knejser store stolte borge, slotte og ruiner, hvoraf flere af dem er på UNESCO’s verdensarvsliste, som ørnereder på kanten af de dramatiske klipper og vidner om dengang – i datidens Occitanien, hvor mange var interesserede i at herske over ’Europas honningkrukke’, som området bliver kaldt. Læs mere om historien her.

Her, i tolerancens og livsglædens land, lader vi os opsluge blandt de lokale. Ustresset drømmer vi os tilbage til hofballer og ridderturneringer, til dengang hvor troubadourerne sang sig ind i borgfruernes hjerter med sange om elskov og begær. Vi lytter til kirkeklokkerne i det fjerne, henter de friskbagte croissanter og gemmer os på de hemmelige steder, hvor franskmændene selv ynder at komme.

Aude er en kontrast af landskaber, smagsnuancer og oplevelser. Enorme vinmarker skjuler små intime landsbyer. Om efteråret når vinhøsten står på, ligger vinmarkerne som fantastiske farverige kludetæpper i gyldne og røde farver. Her findes den lille uanselige landsby Rennes-le-Château, hvis historie beretter om en fattig præst, der af uforklarlige grunde kom i besiddelse af store mængder penge i det forrige århundrede  Byen fik pludselig fik en opblomstring efter at Bestseller forfatteren Dan Brown lod landsbyen få en central rolle i bogen ’Da Vinci Mysteriet’.

Området omkring os

Selv om det er unødvendigt at sige det, er gastronomien i denne region en kunst i sig selv. Uanset om man vælger at spise på små lokale restauranter, hvor mor eller far står bag kødgryderne, eller om man vælger en af områdets gourmet restauranter, flere af dem med den eftertragtede Michelin stjerne, vil man få en enestående smags-oplevelse med lokale specialiteter og store vine fra Frankrigs ældste vinregion. Herfra kender vi den perlende og henrivende Blanquette de Limoux, for slet ikke at tale om den prestigefyldte begivenhed ’Toques et Clochers’ hvor opkøbere fra hele verdenen flokkes om at købe de mest lovende fade fra AOC Limoux. Det er ikke en selvfølge at dette vinområde i dag regnes for et af de områder der udvikler sig mest og hurtigst i Europa.

Mest fantastisk er områdets utallige vandrestier og helt specielt er den gamle ’Le Sentier Cathare’ (Katharernes stil). En over 250 km lang vandresti fra Foix til Middelhavet. Stien blev brugt af Katharene når de skulle fra borg til borg i det ufremkommelige område. Området gav dem dog den beskyttelse, der sikrede, at de kunne udbrede deres tro og leve i frihed i over 100 år. Sæt din fod i katharernes fodspor og du bliver – uden brug af tidsmaskine – bragt 800 år tilbage i tiden.

Områdeter endvidere et paradis for cyklister. Det er netop her, at de seje ryttere fra Tour de France prøver kræfter med Pyrenæerne. Desuden er der utallige andre muligheder i området omkring os, fx at udforske underjordiske huler, klatre i bjergene, eller lege på floden og deltage i en af de mange sportsaktiviteter som Riverraft, kano, hydrospeed mv.

 

Comments are closed.