Baguette

Baguette

I Frankrig er et ganske almindeligt brød blevet symbolet på en hel nation. Den cirka 70 cm. lange baguette, med den smukke gyldne farve, er faktisk ikke ældre end 100 år.

Før i tiden kendte man ikke til sprøjtemidler, som kunne forhindre kornsygdomme og for at mindske risikoen for et totalt tab af høsten på grund af disse sygdomme, såede man flere forskellige kornsorter på samme mark. Således kom datidens fuldkornsbrød til at bestå af en blanding af forskellige melsorter, de var grove, med tyk skorpe og tæt krumme.

Dengang udgjorde brødet befolkningens basisnæringsmiddel. De allerfattigste måtte dog nøjes med at købe biscuit (bi-cuit betyder bagt to gange). Det var brød fra dagen før, som man bagte igen, så det blev tørt og holdbart.

Det var under Ludvig XIV’s tid, at der kom skred i de hvide hvedebrød, idet kongen foretrak disse fine brød og påstod at hans mave kun tålte de brød som var bagt på det fineste mel. Snart var de hvide hvedebrød statussymbol. Det var dog først i det 18. århundrede at de lange, slanke brød, som vi kender dem idag, dukkede op. Den nye form ændrede forholdet mellem skorpe og krumme til fordel for skorpen, til stor jubel for franskmændene.

Nu om dage er tingene vendt på hovedet. Nu betragtes de grove fuldkornsbrød som sunde og næringsrige og de købes for det meste af de mere velstillede, mens jævne folk stadig griber til de hvide brød.

Der bliver ca. solgt 10 millioner baguettes om dagen, hvilket svarer til hver 3. brød der sælges. Hver år bages der 3,2 millioner tons brød og man regner med at hver franskmand spiser ca. 150 g brød om dagen (før i tiden spiste en franskmand ca 500 g brød om dagen).

Croissant

Intet er mere fransk end at sætte tænderne i en lækker sprød croissant! Men nydelsen bliver dog ofte spoleret af den sære følelse, som sidder tilbage i ganen, når man har sat tænderne i en croissant rullet i margarine!! Når det gælder croissanter, er det smørret, der gør det. En croissant skal være ’croissant au beurre’ (croissant med smør) – basta!!

Croissant betyder halvmåne på fransk. Selvom croissanten i dag forbindes med Frankrig, så er madhistorikere enige om, at croissanten næppe har sin oprindelse i Frankrig. De første croissanter menes at stamme fra Budapest i Ungarn. Da osmannerne i 1686 måtte rømme Ungarn efter 150 års herredømme, skulle en af byens bagere have formet den første croissant i sejrsjubel over, at de islamiske undertrykkere var jaget på flugt. Bagværket skulle ligne en halvmåne for at fejre sejren over muslimerne. Det var ifølge The Oxford Companion of Food først i midten af 1800-tallet, at croissanterne blev udbredt i Frankrig. De ældste bevarede franske opskrifter på croissanter er godt 100 år gamle og minder ikke særlig meget om de opskrifter på croissanter, vi kender i dag, men er snarere et orientalsk bagværk rigt på mandler og sukker.

Croissanter spises lune til morgenmad, gerne dyppet i kaffen og fås i dag også med nougat, chokolade, creme og andre slags fyld. Ikke sjældent nydes den også med fx marmelade eller Nutella.

Comments are closed.